Nyhedsbrev maj 2022

25. maj 2022 18:07 , af Karin Brunkbjerg Jepsen

Da vores opslag ikke nåede med i denne månedes lokalblad, sender vi det lige ud via vores medlemsportal.



Nyt fra gymnastikafdelingen

 

Sæson 2021/2022 er næsten afsluttet med 2 fine opvisninger. Først og fremmest vores egen her i Fjelstrup. Det var en rigtig god dag for både store og små, med masser af skøn, livsbekræftende gymnastik. Dagen blev afsluttet med det lækreste kagebord, saftevand og kaffe. En stor tak skal lyde til alle jer som på den ene eller anden måde har bidraget til vores opvisning.

Opvisningen i Haderslev var også en godoplevelse for vores spring og mix hold. Efter et par år med aflysninger, var det dejligt endelig at kunne komme ud og vise hvad de har lært i løbet af vinteren.

Vi har som noget nyt i år startet sommergymnastik for 1. kl. og op, vi træner hver tirsdag fra 17-18 frem mod sommerferien. Det bringer stor glæde hos de deltagende, som kan få forlænget deres ugentlige dosis gymnastik og spring i fri natur.

Floorball holdet mødes stadig hver torsdag. Lige i øjeblikket er det til en rask gåtur, men der overvejes alternative udendørs aktiviteter efterhånden som vejret bliver varmere. Så hvis du er 18+ dame og kunne tænke dig at være med, så er det bare med at dukke op ved børnehaven kl.19.30 om torsdagen.

Vi er så småt gået i gang med at planlægge kommende sæson, som vi stadig satser på starter i uge 37. Vi arbejder i øjeblikket med nye og spændende hold, udover det som på nuværende tidspunkt er på programmet. Vi vil informere løbende.

Vi søger en danseinstruktør til kommende sæson, da der er et stort ønske om at vi kan tilbyde dans til børn.

Derudover søger vi som altid instruktører, voksenhjælpere og unge hjælpere til alle vores hold. Opgaven som hjælper kan både være for hele sæsonen, men også være enkelte gange hen over sæsonen.

Så hvis du går med en drøm om at være en del af vores gymnastikforening, så tag kontakt til Line tlf. 21 27 81 84.